Kongfuzi Kinas store tænker
Kongfuzi (kan staves på flere måder: Kong Fu Zi, Kongfu Tzu, KongFu-Tzu) levede fra 551- 479 f.Kr.
Navnene Konfucius,eller Confucius er det latinske navn for Kongfuzi givet af jesuitiske misionærer, der i det syttende århundrede e.Kr. var blevet sendt til Kina, for at forkynde kristendommen.
Her bruges dog navnet Kongfuzi som i det kinesiske Pinyin system.

Se billeder fra DET KINESISKE KONGFUTZIANSKE TEMPEL

Gennem en periode på over 2000 år i Kinas historie formåde Kongfuzi at være den mest indflydelsesrige person, hvad angik det politiske og sociale liv i Kina.

Om livet og skæbnen for mesteren Kong fra Lu.
Vi befinder os i det sjette århundrede før Kristus fødsel, samtidig med profeten Ezekiel og Daniel i Palæstina, Solon og Pythagoras i Grækenland, og Buddha i Indien.
Kina gennemgår sin feudale periode. Krigsherrer, fyrster, konger og vasaller, lever i rummelige boliger indenfor byernes fæstningsmurer. Det er i denne periode at Kongfuzi's liv og levned foregår.

 Beretningen om Kongfuzi der blev født i landsbyen Qufu, der lå i staten Lu, den nuværende Shandong provins, ikke så lang fra Beijing, lyder:
”I kejser Ling s 20. regeringsår, da Xiang havde været hertug af Staten Lu i 22 år, og Xi var guvernør over Chow- distriktet, fødtes Kongfuzi den 10.måneds 21. dag. (d.v.s. den 21/10 - 551 f.Kr.) Hans fader der var distrikts officer, og hvis slægt med sikkerhed kendes til 1121 f.Kr., og af nogle menes at kunne spores tilbage til år 2637 f. Kr., havde 9 døtre og en søn, som var krøbling; men i den høje alder af 70 år fik han endnu en søn, som han kaldte Kong Qiu der senere blev kaldt Kongfuzi som betyder Mesteren Kong."

Faderen som ikke ejede formue, døde tre år efter Kongfuzi var født, og efterlod familien i trange kår. Ikke desto mindre skaffede moderen penge til sin drengs opdragelse.

 Kongfuzi studerede flittigt den kinesiske litteratur, og havde et ønske om at blive en lærer for sit folk. Han giftede sig da han var nitten år, og fik året efter sin første og eneste søn, Li, og fik også sit første offentlige hverv som leder af statens kornforråd. Han udviste en stor dygtighed og blev allerede som 21 årig Lu-statens landbrugsminister. Året efter oprettede Kongfuzi sin egen skole og begyndte at undervise, og vi ved fra han disciple, at han aldrig afviste nogen, blot de havde lyst, til at lære og evne til at opfatte.

 Da Kongfuzi var 24 år, døde hans moder, og som gammel skik er i Kina, trak sønnen sig tilbage i tre år til ensomhed. Her skabtes hans interesse for studiet af samfundsliv og statsstyrelse. For at udrede sammenhængen mellem fortiden og den tid han levede i, fordybede han sig i gamle kinesiske forfatteres værker, som han senere brugte i sin undervisning om menneskets samfundspligter, ansvaret over for familien, og et velordnet samfund der var opdelt i fire klasser: embedsmænd, bønder, håndværkere og handlende.
Efter i tre år at havde levet fjernt fra verden, virkede han igen som lærer. Kongfuzi ville genoplive de gamle traditionelle moralske værdier og bevare ceremonier og ritualer hvorigennem disse værdier kom til udtryk. Han så det således som en af sine vigtigste missioner, at genskabe den måde man levede på i Kina i "gamle dage" som var 500 år før Kongfuzi tid.

 I den sidste halvdel af ”Det Østlige Zhou Dynasti” (770-207 f.Kr.), var riget præget af indre splittelse, der var mange intriger mellem herskerne, og feudalsystemet var ved at gå i opløsning, samtidigt var moralen blandt befolkningen i hastigt forfald.
Uroligheder i staten Lu, tvang Kongfuzi til at rejse. På denne rejse hører vi om en af Kongfuzi visdoms sætninger.
På vejen hørte han en kone græde så jammerligt, at han stansede og spurgte, hvad er der var i vejen. Hun svarede ”både min fader, senere min mand og nu min søn er dræbt af tigere” Kongfuzi spurgte hende ”hvorfor flygter du da ikke til en anden egn?” Dertil svarede hun ”her er frihed, og regeringen undertrykker os ikke” hvorpå Kongfuzi vendte sig til diciplerne og udbrød ”børnlille husk dette: en regering som undertrykker folket, er værre en tiger!”.

 Da Kongfuzi senere vendte tilbage til sin hjemstat Lu, fik han lejlighed til i praksis at vise holdbarheden af sine teorier, først i et embede i et mindre distrikt, som han ledede med stor visdom, og som belønning blev han udnævn til justitsminister, hvorefter landet fik en blomstringstid.

 Nabofyrsterne begyndte at frygte, at deres borgere skulle udvandre til Kongfuzi's mønsterstat. For at ødelægge det gode forhold mellem Kongfuzi og han medborgere, sendte fyrsten af nabostaten en skare heste og unge danserinder til fyrsten i Lu staten. Trods advarsler fra Kongfuzi, tog fyrsten imod gaven og glemte vismanden. Straks skete, hvad fyrsten havde forudset. Det lykkedes danserinderne at vende folkets tanker fra morallæren. Borgerne lukkede øjnene for mesterens formaninger, gik til hestevæddeløb, lyttede til strengespil og gik til dans.
Det var et hårdt slag for Kongfuzi. Dybt nedbøjet over menneskets moralforfald, nedlagde Kongfuzi sit embede, og gik sammen med sine disciple langsomt ud af byen og ud af landet, hele tiden i håb om at blive kaldt tilbage. Men det blev han ikke.
I tretten år vandrede han om fra stat til stat og fra hof til hof, fulgt af sine disciple, men til hans skuffelse syntes ingen af herskerne, at ville lytte til hans lære. Derimod modtog folket ham som en stor mester.

 På sit dødsleje fortrød fyrsten af Lu, at han ikke havde lyttet til Kongfuzi, og formanede sin søn til at kalde Kongfuzi tilbage.
I en alder af 69 år vendte Kongfuzi således tilbage til staten Lu. Han fik dog ikke noget embede, men folket kom til ham for at få hans råd. Han taler med sine disciple han læser og han bruger resten af tiden til at samle oldtidens litteratur, der senere blev kendt som de fem klassikere:
• Shi Jing” også kaldet ”Digtenes bog”.
En bog med digte, folkesange og poesi, der skulle give befolkningen moralsk vejledning.
• Yi Jing (I Ching)
(Forvandlingens bog) - en metodelære i spådomskunst.
• Shu Jing (ShuChing)
(Dokumenternes bog) - med kilder fra Kinas ældste historie.
• Li Ji (LiChi)
(riternes bog om symbolske- og rituelle handlinger, og korrekt opførelse).
• Chun Qiu (ChunChiu )
(Forårs- og Efterårsannalerne, historiske beretninger fra Lu staten 722 -479 f.v.t.).
Af andre værker kan nævnes, Yueh Ching, bogen om musik og Xiao Jing, bogen om ærbødighed mod forældre.

 Året efter tilbagekomsten til Lu, dør Kongfuzi’s søn, der formørker hans sidste dage. Den gamle Mester sukker:
”Himlen har tilintetgjort mig”.

I året 478 f.Kr., da Kongfuzi er 73 år føler han, at døden er nær.
Han vandrer i sin lille have, nynnende en melodi:
Tai Shan, det store bjerg vil styrte sammen,
den stærke bjælke vil blive brudt,
Den vise mand vil visne, som en plante.

Hans barnebarn der stod ved hans seng, hørte hans sidste ord:
Der er ingen klog regent,
der rejser sig og tager mig til Mester,
nu er tiden, da jeg må dø.