Kongfuzianisme
Kongfuzi (551-479 f.Kr.) grundlægger af kongfuzianismen, den livsanskuelse der bliver Kinas store kulturbærende tradition indtil 1911.
(de kinesiske ord i ( ) er Wade-Giles systemet, den mest anvendte transskription indtil 1980erne, og er blevet brugt meget i oversat litteratur helt op til nutiden, men afløses efterhånden mere og mere af Pinyin systemet).

Af Henrik Strube

Begrebet kongfuzianisme dækker over begrebet filosofisk religion, hvor troen på guder ikke er det centrale, men derimod hvordan mennesker bør handle, for at det er i overensstemmelse med moralen (som foreskriver hvordan man generelt bør handle).
Grundlæggende er kongfuzianisme altså en moralfilosofi, baseret på en række kanoniske skrifter, beregnet til at skabe dygtige statsmænd og et moralsk godt, velafbalanceret samfund.

Kongfuzi var hele sit liv optaget af at praktisere sine filosofiske tanker gennem sin livsførelse og med sine mange elever. Det var Kungfuzi’s holdning, at et menneskes personlighed kan formes ved studie af de klassiske tekster, så det udvikler sig til gavn for familien og samfundet i harmoni med universets mønster. Det kinesiske samfund og dermed millioner af kinesere, er gennem det krævende eksamenssystem blevet dybt præget af den kungfuzianske livsfilosofi og etik. Kongfuzi sagde selv, at han var en befordre af tanker, ikke en skaber af dem.

Kongfuzi har ikke selv nedskrevet sine tanker og visdomsord, de er blevet nedskrevet, fortolket og kommenteret af hans disciple efter Kongfuzi's død. På kinesisk kaldes kongfuzianismen eller den kongfuzianske skole også ´de lærdes skole ru jia. Her skal nævnes nogle af de mest betydende og grundliggende kongfuzianske skrifter:

De kongfuzianske klassikere.

De fem klassikere Wu Jing (Wu Ching) samlet og redigeret af Kongfuzi, også kaldt for de fem skriftsamlinger, der er blevet kinesernes dannelsesgrundlag:
• Shi Jing”
”Digtenes bog” – en bog med digte, folkesange og poesi, der skulle give befolkningen moralsk vejledning.
• Yi Jing (I Ching)
”Forvandlingens bog” - en metodelære i spådomskunst.
• Shu Jing (Shu Ching)
”Dokumenternes bog” - med kilder fra Kinas ældste historie.
• Li Ji (Li Chi)
”Riternes bog” - om symbolske- og rituelle handlinger, og korrekt opførelse.
• Chun Qiu (Chun Chiu )
”Forårs- og Efterårsanalerne” - historiske beretninger fra Lu staten 722 -479 f.Kr.).

De fire klassikere Shi Shu (de fire bøger).
”De Fire Bøger” er den betegnelse, der tilsammen indeholder og fortolker den kongfuzianske læres leveregler.
• Da Xue (Ta hsüe) Den Store Lære.
Bogen har en kort hovedtekst der tilskrives Kongfuzi og ni kapitler med fortolkninger og kommentarer af Zeng Zi, en af Kongfuzi's’ disciple
• Zhong Yong (Chung yung) Middel Vejen.
En bog på 23 kapitler om Læren om ligevægt og bestandighed, der tidligere var en del af Ritualernes bog. Det siges at bogen er skrevet af Kongfuzi’s barnebarn Kong Ji også kaldt Zi-si
• Lunyu (LunYü) Kongfuzianske Analekter eller ’Kongfuzi samtalerne’.
Værket er en samling notater nedskrevet i dialogform af Kongfuzi’s disciple under deres undervisning i årenes løb, udgivet efter kongfuzi’s død.
• Mengzi eller Mencius Skrifter (Meng Tzu)
Mengzi (372-289 f.Kr.) fik på sin vis mere indflydelse på eftertiden end kongfuzi, for det er fra hans værk og særlige udlægning af Kongfuzi's lære, der blev den cementerede og herskende doktrin i kongfuzianismen i tiden fremover.

Religion eller ?
Kongfuzi diskuterede ikke emner som sjælen eller guder, ligesom der ingen frelse er i den oprindelige kongfuzianisme, kun glæden ved at være et godt menneske. Med tiden har Ny-Kongfuzianismen dog udviklet religiøse elementer, og Kongfuzianismen har ofte fungeret som en religion.
Allerede i det tidlige Han-dynasti (206 f.Kr.- 8 e.Kr.) var der oprettet læreskoler i De Fem Klassikere.
Senere i Han-dynastiet (25-220 e.Kr.) begyndte man at ofre til kungfuzi i statslige templer, og denne skik har holdt sig frem til vore dage. F.eks. er kongfuzi og mange af hans efterfølgere blevet udnævnt til helgener, og tilbedes i nogle tilfælde som guder. Så sent som i 1907 søgte Qing dynastiet at stive statsreligionen af, ved at udnævne kongfuzi til gud.
Kongfuzi havde selv udtalt sin fordømmelse af, at mennesker dyrker andre mennesker end deres afdøde forfædre. Ifølge kongfuzi var religiøse og kejserlige ceremonier dog nødvendige, ikke for troens skyld, men for stabiliteten i samfundet. Det er derfor diskutabelt om man kan kalde det religiøs tilbedelse, det minder mere om den traditionelle kinesiske forfædredyrkelse - en slags ritual æren af deres aner.

Konfucianske grundprincipper
Man kan sammenfatte grundprincipperne i kongfuzianismen som en moralkodeks eller en etik, der analyserer og besvarer spørgsmålene: Hvordan bør jeg handle? Hvordan bør samfundet være indrettet?.
Nogle af de centrale begreber indenfor kongfuzianisme er:
Li ritualer, sømmelighed, etikette ret adfærd, Ren (Jen) menneskekærlighed, velgørenhed, medmenneskelighed), De Fem Forhold, Xiao (hsiao) sønlig hengivenhed, Zhi (chih) visdom, klogskab, Xin (hsin) troværdighed, ærlighed, retskaffenhed, ubestikkelighed, Ti (t'i) broderlig kærlighed,. Yi (i) retfærdighed,
Den der besidder alle disse egenskaber, er Junzi (chün tzu) et moralsk perfekt menneske (den perfekte gentleman).

Li og Ren.
Li som betyder ”ritualer”, henviser til et omfangsrigt system af regler for skik og brug og ikke mindst for korrekt opførsel ved hoffet. Li tog særlig hensyn til den strenge sociale lagdeling. kongfuzi gik til angreb på alle brud mod li, og gav således et konservativt forsvar for hele den gamle samfundsordning. Samtidig kritiserede han de forstokkede aristokrater ved hoffet, som gjorde Zhou-reglerne til døde ritualer. Li var ikke kun en ceremoniel handlemåde, men skulle have et levende etisk indhold, som kongfuzi indbefattede i begrebet ren.
Ren var på den tid ensbetydende med hvad vi i dag kalder humanisme, og er i den kongfuzianske betydning, en filosofisk opfattelse, der sætter mennesket i centrum, samt en medmenneskelig holdning, der indebærer respekt for hvert enkelt medmenneske.
Kongfuzi tænkte mennesket ind i en social sammenhæng, hvor både li og ren spiller en vigtig rolle, hvor moral er indbegrebet af hvad en person eller en gruppe af personer anser for sømmeligt og rigtigt, vedrørende menneskelige handlemåder og tænkemåder. Disse etiske forskrifter og dyder, omfatter også den respekt og lydighed en søn skal vise sin far, eller sin ældre bror, eller som en embedsmand skal vise sin fyrste, forskrifter som Kongfuzi udtrykker i De Fem Forhold.
De Fem Forhold.
- børnene må adlyde deres forældre,
- yngre bror må adlyde ældre bror,
- der bør være adskilte roller mellem ægtefæller
- underordnede må adlyde den overordnede
- der må være tillid og venskab mellem venner.
Der er her vigtigt at forstå, at alle forhold er baseret på forhold mellem overordnede og underordnede, ikke mellem ligestillede. Selv i forholdet mellem venner er der tydelig forskel mellem ældre og yngre og med forskellige roller i venskabet.
kongfuzianerne mener, at hvis alle overholder reglerne i De Fem Forhold, og regenten/lederen er ærlig og altid vil folket det bedste, så vil de underordnede til gengæld selv opføre sig ærligt, og der vil automatisk herske social og politisk orden i hele landet. Men hvis regenten/lederen er korrupt, så kan de ikke forvente andet end det samme fra deres folk.

Xiao (hsiao) sønlig hengivenhed
I en traditionel kinesisk familie, står en søn altid i gæld til sine forældre. Han skylder dem lydighed, agtelse og den mest komfortable alderdom, hans indkomst kan skaffe. Efter de er døde skal han sørge for dem i åndeverden. Han er også forpligtiget til at sikre, at en ny generations sættes i verden, som kan fortsætte forpligtelserne over forældre efter hans død.

Det gyldne princip
En anden interessant regel som har virket i årtusinder og formuleret af kongfuzi er, Det Gyldne Princip, hentet fra de kongfuzianske analekter ”Lunyu”
”Disciplen Zi Gong spurgte Mesteren ’Findes der et enkelt ord, der kan benyttes som vejledning for et menneskes opførelse gennem hele livet?’ Mesteren sagde: ville et sådant ord ikke være overbærenhed? – Hvad du ikke ønsker andre skal gøre imod dig, skal du ikke gøre imod andre mennesker”.
Det gyldne princip eller Den Gyldne Regel bliver ofte fremhævet som en slags etisk fællesnævner for de forskellige religioner. Det er en sætning, der er blevet fortolket og brugt af andre filosoffer og i andre religioner bl.a. i kristendommen, hvor sætningen er sat i positiv form ”Gør mod andre, hvad du vil, at de skal gøre mod dig".

Kilder: se links til litteratur.