De første historiske dokumenter for kinesisk digtning ligger ca. 3.000 år tilbage i tiden, den er altså samtidig med den indiske og den hebraikse, det ældste vi kender. Den ældste bevarede kinesiske poesi stammer fra de ”Østlige- og Vestilige Zhou” dynastier (1027-207 f.v.t.) hvor Zhou-kejsernes sendebude og andre embedsmænd, indsamlede tekster mens de vandrede rundt i rigets delstater og lyttede til befolkningens sange. De blev da nedskrevet for at kejseren kunne blive oplyst om hvad der rørte sig i rundt om i folket.De fem klassiske værker
På den måde var der blevet indsamlet over 3.000 digte på filosoffen Konfucius' tid (551 – 479 f.v.t.). Bland disse skal filosoffen, så have udvalgt 305 tekster og samlet dem i antologien ”Shi Jing” også kaldet ”Digtenes bog”. En bog med digte, folkesange og poesi, der skulle give befolkningen moralsk vejledning. De ældste af disse tekster er hymner og sange, der blev sunget ved religiøse fester og offerceremonier. Teksterne i Digtenes bog er alle opbygget af verslinjer med fire stavelser, hvor hver stavelse samtidig danner et ord. Det er den samme enhed som skrives med den grundlæggende enhed i kine¬sisk skrift ”tegnet” så hver verslinje også grafisk dannes af fire tegn. Hvert digt består gerne af flere vers, med et varierende antal verslinjer knyttet sammen ved enderim. Men digtene er relativt korte, to-tre strofer er almindeligt. Andre former for rim er brug af bogstavrim og fordobling af stavelser, særlig ved lydmalende ord. Digtene rummer nogle af de tidligst kendte eksempler på brug af rim.
Mundtlige og folkelige lyriske former fik via Digtenes bog stor indflydelse på både tematik, formsprog og verslæren i senere kinesisk poesi. Sammen med de fire andre klassiske værker:
Yi Jing (IChing)
Forvandlingens bog - en metodelære i spådomskunst.
Shu Jing (ShuChing)
Dokumenternes bog - med kilder fra Kinas ældste historie.
Li Jing (LiChi)
Riternes bog om symbolske- og rituelle handlinger, og korrekt opførelse.
Chun Qiu (ChunChiu)
Forårs- og Efterårsannalerne, historieske beretninger fra Lu staten 722 -479 f.v.t..

Disse fem klassiske værker er grundlaget for den litterære tradition som gennem de næste 2500 år bidrog til at holde Kina samlet.
For vesterlændinge er den kinesiske Prosodi (sprogets musikalske accent, samt reglerne for stavelsernes længde- og trykforhold), i højeste grad kompliceret på grund af den kinesiske skrifts maleriske stilformer og af sprogets lydmæsige ejendommeligheder. Den kinesiske digtning henvender sig både til øjet og øret og skal helst synges eller læses efter de fra gammel tid fastslåede, musikalske love. Den er af en sammentrængthed i udtrykket, som slet ikke kan gengives i noget europæisk sprog, og da øjet i europæisk digtning ikke kan komme i betragtning, vil man forstå, hvor megen glans og skønhed der nødvendigvis må gå tabt ved en oversættelse til et europæisk sprog.

Når vi kommer frem til Tang Dynastiet (618-907 e.v.t.) er det guldalder perioden for kinesisk digtning. Tang digtene betegnes som digtningens klassiske tid og en periode i kinesisk digtning der anses for normgivende. Blandt de mest berømte digtere i den periode finder vi Li Bai (Li Po), Du Fu og Bai Juyi, Wang Wei.