I
Kina eksisterer en ubrudt billedkunstnerisk tradition,
der går tilbage til den Neolitisk periode ca.
5.000 år f.v.t. hvor man ved arkæologiske
udgravninger har fundet bemalede lertøj med dyr
og fisk.
Kalligrafi, digte og billeder er kunstformer hvormed
den kinesiske kunstner gengiver sit udtryk af naturen
og sjælelivets rørelse. Mange traditionelle
kinesiske kunstmalerier, har også digte i kalligrafisk
stil, en komposition der giver en poetisk helhed.
Kunstmaleriet er en af Kinas fineste kunstarter og er
en integreret del af det kinesiske samfund. Indenfor
den traditionelle kinesiske malerkunst, er kunstmalerens
redskaber papir og silke, samt de helt specielle kinesiske
pensler, der dyppes i tusch og/eller farvepigmenter,
der er udtrukket fra mineraler eller planter. Maleren
fremstiller ofte selv sin tusch fra en tuschs stang.
Der findes tre forskellige slags tuschs stange, der
bliver fremstillet af presset sod fra afbrændt
tung-olie, harpiks eller lak. Hver tuschs stang har
sin tekniske fordel. For at fremstille den rigtige mængde
og den rigtige kvalitet, blander kunstneren tuschen
på en tusch sten der har en lille udhulning hvor
tuschstangen drejes rundt og derved knuser noget touch,
der så bliver blandet med vand. Udover at det
kræver en speciel teknik at male på papir
og silke, kræver det også et specielt håndværk
for at montere billederne, der er malet på silke
eller papir. Billederne kan også monteres på
en såkaldt Scroll enten som en ”hængende
scroll” eller som ”håndscroll”
På en hængende scroll bliver maleriet (enten
papir eller silke) ofte monteret på et silke banner
med dekorative silkekantbånd. En træstang
bliver monteret i bunden på scrollen for at det
kan hænge glat. En tyndere træpind bliver
monteret i toppen, med en snor så det kan hænge.
Normal hænger disse scroll kun for en kortere
periode, hvorefter de bliver rullet sammen, for så
at blive erstattet af nogle andre.
En håndscroll, er beret til at ligge på
et bord og så langsomt blive rullet ud fra højre
mod venstre, hvor tilskueren så betragter det
fremkommende sceneri. En håndscroll er ofte en
række malerier og kalligrafier, der beskriver
en historie eller en begivenhed. En håndscroll
er monteret på samme måde som en hængende
scroll.
Af
stilarter indenfor traditionel kinesisk malerkunst kan
nævnes to skoler, der begge blev grundlagt under
Tang dynastiet (618-907). Den sydlige skole, der blev
grundlagt af den berømte poet, musiker og landskabsmaler
Wang Wei (698-759) der også blev kaldt Wang Mo-ch'i.
Han dyrkede en let, monokromt tuschmaleri, der også
kaldes frihånds penselføring, hvor der
hovedsagelig anvendes sort tusch og/eller nogle få
diskrete farvetoner, overvejende i grålige og
grågrønne, olivengrønne, brunlige
og lyse gyldenbrune toner. Den nordlige skole, blev
grundlagt af Li Sixun (651-716), arbejder mere detaljeret
og i en rigere farveskala, med en fin og sart penselføring.
En
særlig kunstgren er bambusmaleriet, der ligesom
daner en overgangsform mellem kalligrafien og det egentlige
maleri. Bambusmaleriet går formentlig tilbage
til omkring 9. århundrede og kulminerer i det
11. århundrede, men udføres den dag i dag.
Udover den artistiske perfektion i et bambusbillede,
er der den symbolske side, med forening af eftergivenhed
og styrke, hvor bambusplantens bøje for tilværelsens
storme uden at knække, netop er et vigtig træk
hos den der følger taos lov. En anden afgrænset
motivgruppe er lotusbillederne, hvor det her er farven
der spiller en vigtig rolle.
Herudover kan kinesisk malerkunst deles op i figurmaleri,
landskabsmaleri, bygningsmotiv-maleri, blomster- og
fuglemaleri, insekt- og fiskemaleri.
Lotusblomsten - der kommer op fra mudderet i damme og
sumpe, og udfolder sig i al sin skønhed, bruger
kunstneren som symbol på den kinesiske dyd , samt
det rene og agtværdige, enkelt liv.
En
traditionel kinesisk tuschmaler har sit udspring i den
kinesiske natur, mange gange er det få enkelte
naturmotiver, hvor kunstmaleren udtrykker sig i et malerisk
arrangement af poesi og kalligrafi. På kinesisk
er der et udtryk Yi cun bi xian, huan jin yi zai , hvilket
nogenlunde kan oversættes til: Billedets idé
og indhold skal eksistere, inden penslen sættes
på papiret - den tænkte mening skal eksistere
i det færdige billede Kunstneren benytter farver,
linier og former symbolistisk, til at frembringe kunstnerens
personlige følelsesmæssige udtryk for den
indre sjælelige oplevelse.
Den
Kinesiske forfatter Lin Yutang skriver i sin bog MIT
LAND OG MIT FOLK om malerkunst:
”Kinesisk malerkunst, blomsten af kinesisk kultur,
udmærker sig ved en særlig ånd og
stemning, der gør den vidt forskellig fra vestens
malerkunst. Den er lige så forskellig fra vestens
malerkunst som kinesisk poesi fra vestens poesi…
…Denne kunstneriske tradition opstod ikke ved
et tilfælde eller en uventet opdagelse. Vil man
i korthed sammenfatte det mest særprægede
træk, kan man vistnok mest passende gøre
det ved hjælp af betegnelsen Lyrisme og denne
lyrisme hidrørte fra en ganske bestemt type af
menneskelig ånd og kultur. Vi må nemlig
erindre at kinesisk malerkunst i ånd og teknik
er nær beslægtet med kinesisk kalligrafi
og kinesisk poesi, kalligrafien gav den dens teknik,
det indledende sving, der kom til at bestemme dens fremtidige
udvikling, og kinesisk poesi lånte den sin ånd.
Poesi, malerkunst og kalligrafi er nemlig nær
beslægtede kunster i Kina…
…Den kinesiske kunstner aflægger fra tid
til anden besøg i de høje bjerge for at
vederkvæge sin ånd i bjergluften og rense
sit bryst for alt det støv - af bylivets tanker
og lidenskaber -, som har samlet sig der. Oppe de højeste
tinder klatre han for at hente moralsk og åndelig
løftelse; han trodser vind og vejr og lader sig
gennembøde af regnen for at lytte til havets
tordnende bølger. Han sidder blandt dynger af
barske klippesten, midt i kratskoven og i dagevis skjuler
han sig i bambuslundenene for rigtig at indsuge naturens
levende ånd.”
|
|