I Kina eksisterer en ubrudt billedkunstnerisk tradition, der går tilbage til den Neolitisk periode ca. 5.000 år f.v.t. hvor man ved arkæologiske udgravninger har fundet bemalede lertøj med dyr og fisk.

Kalligrafi, digte og billeder er kunstformer hvormed den kinesiske kunstner gengiver sit udtryk af naturen og sjælelivets rørelse. Mange traditionelle kinesiske kunstmalerier, har også digte i kalligrafisk stil, en komposition der giver en poetisk helhed.

Kunstmaleriet er en af Kinas fineste kunstarter og er en integreret del af det kinesiske samfund. Indenfor den traditionelle kinesiske malerkunst, er kunstmalerens redskaber papir og silke, samt de helt specielle kinesiske pensler, der dyppes i tusch og/eller farvepigmenter, der er udtrukket fra mineraler eller planter. Maleren fremstiller ofte selv sin tusch fra en tuschs stang. Der findes tre forskellige slags tuschs stange, der bliver fremstillet af presset sod fra afbrændt tung-olie, harpiks eller lak. Hver tuschs stang har sin tekniske fordel. For at fremstille den rigtige mængde og den rigtige kvalitet, blander kunstneren tuschen på en tusch sten der har en lille udhulning hvor tuschstangen drejes rundt og derved knuser noget touch, der så bliver blandet med vand. Udover at det kræver en speciel teknik at male på papir og silke, kræver det også et specielt håndværk for at montere billederne, der er malet på silke eller papir. Billederne kan også monteres på en såkaldt Scroll enten som en ”hængende scroll” eller som ”håndscroll”

På en hængende scroll bliver maleriet (enten papir eller silke) ofte monteret på et silke banner med dekorative silkekantbånd. En træstang bliver monteret i bunden på scrollen for at det kan hænge glat. En tyndere træpind bliver monteret i toppen, med en snor så det kan hænge. Normal hænger disse scroll kun for en kortere periode, hvorefter de bliver rullet sammen, for så at blive erstattet af nogle andre.
En håndscroll, er beret til at ligge på et bord og så langsomt blive rullet ud fra højre mod venstre, hvor tilskueren så betragter det fremkommende sceneri. En håndscroll er ofte en række malerier og kalligrafier, der beskriver en historie eller en begivenhed. En håndscroll er monteret på samme måde som en hængende scroll.

Af stilarter indenfor traditionel kinesisk malerkunst kan nævnes to skoler, der begge blev grundlagt under Tang dynastiet (618-907). Den sydlige skole, der blev grundlagt af den berømte poet, musiker og landskabsmaler Wang Wei (698-759) der også blev kaldt Wang Mo-ch'i. Han dyrkede en let, monokromt tuschmaleri, der også kaldes frihånds penselføring, hvor der hovedsagelig anvendes sort tusch og/eller nogle få diskrete farvetoner, overvejende i grålige og grågrønne, olivengrønne, brunlige og lyse gyldenbrune toner. Den nordlige skole, blev grundlagt af Li Sixun (651-716), arbejder mere detaljeret og i en rigere farveskala, med en fin og sart penselføring.

En særlig kunstgren er bambusmaleriet, der ligesom daner en overgangsform mellem kalligrafien og det egentlige maleri. Bambusmaleriet går formentlig tilbage til omkring 9. århundrede og kulminerer i det 11. århundrede, men udføres den dag i dag. Udover den artistiske perfektion i et bambusbillede, er der den symbolske side, med forening af eftergivenhed og styrke, hvor bambusplantens bøje for tilværelsens storme uden at knække, netop er et vigtig træk hos den der følger taos lov. En anden afgrænset motivgruppe er lotusbillederne, hvor det her er farven der spiller en vigtig rolle.
Herudover kan kinesisk malerkunst deles op i figurmaleri, landskabsmaleri, bygningsmotiv-maleri, blomster- og fuglemaleri, insekt- og fiskemaleri.
Lotusblomsten - der kommer op fra mudderet i damme og sumpe, og udfolder sig i al sin skønhed, bruger kunstneren som symbol på den kinesiske dyd , samt det rene og agtværdige, enkelt liv.

Den Kinesiske forfatter Lin Yutang skriver i sin bog MIT LAND OG MIT FOLK om malerkunst:
”Kinesisk malerkunst, blomsten af kinesisk kultur, udmærker sig ved en særlig ånd og stemning, der gør den vidt forskellig fra vestens malerkunst. Den er lige så forskellig fra vestens malerkunst som kinesisk poesi fra vestens poesi…
…Denne kunstneriske tradition opstod ikke ved et tilfælde eller en uventet opdagelse. Vil man i korthed sammenfatte det mest særprægede træk, kan man vistnok mest passende gøre det ved hjælp af betegnelsen Lyrisme og denne lyrisme hidrørte fra en ganske bestemt type af menneskelig ånd og kultur. Vi må nemlig erindre at kinesisk malerkunst i ånd og teknik er nær beslægtet med kinesisk kalligrafi og kinesisk poesi, kalligrafien gav den dens teknik, det indledende sving, der kom til at bestemme dens fremtidige udvikling, og kinesisk poesi lånte den sin ånd. Poesi, malerkunst og kalligrafi er nemlig nær beslægtede kunster i Kina…
…Den kinesiske kunstner aflægger fra tid til anden besøg i de høje bjerge for at vederkvæge sin ånd i bjergluften og rense sit bryst for alt det støv - af bylivets tanker og lidenskaber -, som har samlet sig der. Oppe de højeste tinder klatre han for at hente moralsk og åndelig løftelse; han trodser vind og vejr og lader sig gennembøde af regnen for at lytte til havets tordnende bølger. Han sidder blandt dynger af barske klippesten, midt i kratskoven og i dagevis skjuler han sig i bambuslundenene for rigtig at indsuge naturens levende ånd.”