Beijing Operaen eller Peking operaen
er den nationale standard, og har et større renommé end nogle af de andre typer af kinesisk opera. Beijing operaen har eksisteret i over 200 år.

Beijing operaen der på kinesisk hedder Jing Ju (Hovedstads Teater), er en slags fusionsopera, der er sammensmeltet af flere operatyper.
Omkring 1790 kom ”De fire store Anhui trupper” til Beijing, og senere i 1828 kom der en anden berømt gruppe fra Hubei provinsen til Beijing. Disse to grupper begyndte at spille sammen og dermed opstod en ny form for opera, nemlig Beijing Operaen. Efterhånden er der tilført elementer fra andre forskellige typer operaer og denne udvikling har bevirket, at Beijing operaen har udviklet helt sin egen stil, en syntese af musik, dans, sang, lyrik, kunst og akrobatik.
Repertoiret omfatter historie, komedie, tragedie og farce. Mange historiske begivenheder og legender er blevet indskrevet i Beijing operaer. Næsten alle provinser i Kina har mere end én Beijing Opera gruppe. Beijing og Tianjin er anset som Beijing Operaens base i nord, mens Shanghai er basen i syd.

Peking Operaens rolletyper
Selv om Peking Opera i Vesten er betegnet som en opera, er det ikke arierne der alene er den dominerende type. Beijing operaen er en totalteaterform hvor sangene/arierne indgår på lige linje med andre kunstneriske udtryksformer som dans, recitation, mime og akrobatik Alt efter rolletype skal skuespillerne beherske de fleste teknikker.
Der er fire rolletyper:
• sheng, manderoller,
• dan, kvinderoller (som ofte fremføres af mænd),
• jing, de malede ansigters roller og
• chou, klovneroller.
Alle rolletyper er inddelt i underafdelinger:
Sheng kan f.eks. være xiaosheng, den unge mand med smuk falsetsang, energisk recitation og elegante bevægelser, men også wusheng, som er en militær rolletype, hvor akrobatik og fysiske positurer er vigtige, men hvor sangstemmen ikke er så vigtig. Endelig kan sheng også være en gammel mand, laosheng, med en uhyre korrekt, værdig og distinkt recitation og en graciøs, men absolut ikke overspillet mime.
Kvinderollerne, dan, kan enten være den ærbare kvinde, qingyi med en høj klar falset, yndefuld dans og elegant spil med de lange hvide silkeærmer, eller huadan, den unge kokette tjenestepige med et stort mimespil og plasticitet i sine bevægelser.
Jing-typerne med de malede ansigter kan være krigere eller magtfulde ministre og gør sig mere bemærket ved deres fysiske fremtoning end deres intellektuelle vid. De skal have en stor klangfuld baryton og være gode til kompliceret akrobatik – selv med de store tunge kostumer.
Chou-rollerne med den lille hvide maske over øjne og næse skal være gode til mime og akrobatik og være distinkt i deres sprog, da de som de eneste har direkte kontakt med publikum.

Ansigtsmasker
Blandt Peking Operaens fire rolletyper er den mest iøjnefaldende Jing-typerne – ikke mindst på grund af de malede ansigter. Traditionen at male maskerne direkte på ansigtet går tilbage til Song-dynastiet (960-1279), hvor klovneskuespillere malede en lille hvid maske over øjnene og næsen. Over årene tog andre rolletyper også ansigtsmalingen til sig med flere farver og mere komplekse mønstre, men det var først med udviklingen af Peking Operaen i 1800-tallet at Jing-typernes masker blev så gennemarbejdede og detaljerede, som vi kender dem i dag.
Hver eneste streg, farve og placering har betydning for karakterens personlighed. Ved at aflæse ansigternes udsmykning ved man om det er en god eller ond figur, om det er en gud, et dyr eller menneske og om det vil få skelsættende oplevelser i sit liv.
Ansigtets grundfarve viser karakterens grundlæggende personlighed: hvid er ond, rød og lilla er god og loyal, sort er ærlig og troskyldig, men hæmningsløs, blå er stædig og stolt, grøn hidsig, mens gul er listig og brutal. Guld og sølv hører til gudernes masker.
Øjenområderne giver yderligere indikation af personligheden; spidse smalle øjenbryn hører til skurkene, mens de afrundede hører til heltene. Panden dekoreres ofte med symboler, som henviser til figurens navn eller liv f.eks. med buddhistiske tegn til munke og guder, en rød streg til folk, som enten dør tidligt eller begår mord eller et dyretegn som viser at figuren egentlig er en dyreånd i menneske skikkelse.
Generelt kan man sige at jo mere kompleks ansigtsmalingen er, jo mere sammensat psyke har figuren.

Musikken
Beijing operaen har optaget musik og arier fra mange andre operatyper, men den grundlæggende musik i Beijing operaen er opbygget fra de to musikformer Xi Pi og Er Huang der kommer fra Anhui og Hubei operaerne. Beijing operaen bliver derfor ofte kaldt for Pi Huang Opera.
Xi Pi der menes at stamme fra Hubei operaen, har en hurtig, flydende og let rytme. Den udtrykker, glæde, sindsbevægelse og opstemthed. Den starter normalt svagt
Er Huang der menes at stamme fra Anhui operaen, er lyrisk og melodisk, har en fast og kraftig rytme, der udtrykker eftertænksomhed.

Jinghu	Erhu	Sanxian	Yueqin	Pipa	Sheng	Souna	Gong
Pengling							Xiao bo