Kinesisk
opera
Siderne
om kinesisk opera er hovedsaglig baseret på kildemateriale fra Alette Scavenius, Mag.art.
i teatervidenskab med asiatisk teater som speciale,
og i dag en førende ekspert på den klassiske
kinesiske Peking Opera.
Kildemateriale: Pærehavens frugter : Peking-operaen
af Alette Scavenius). - Kbh. : Rhodos, cop. 1986.
Forelæsningsrække "Peking Operaen"
på Folkeuniversitetet i København 1998.
Div. foredrag og samarbejde omkring kinesisk opera.
Den kinesiske Operas historie.
Traditionel kinesisk opera har rødder, der går
næsten 4000 år tilbage, og har elementer
fra de Shamanistiske rituelle ceremonier med danse,
sange og musik.
Kinesisk opera har i mange århundrede været
en populær underholdning for både den almindelige
kineser og for kejser hoffet. Under Tang dynastiet (618
– 907) blomstrede den kulturelle og åndelige
udvikling. Kejser Xuan Zong (712-755), der var meget
interesseret i alle former for kunst, oprettede Kinas
første professionelle opera akademi i sin pærehave.
Den kinesiske opera blev derfor ofte benævnt ”Pære
Haven forestillingen” og operaspillerne blev kaldt
”Pærehavens børn”. I starten
optrådte truppen for at underholde det kejserlige
hof, men senere bredte denne form for underholdning
sig ud til den almindelige befolkning. Den dag i dag
bliver professionelle operaspillere stadig kaldt for
”Pærehavens børn”
Under det Sydlige Song Dynasti (960 1127) kommer så
gennembruddet for de traditionelle drama stykker, der
tog udgangspunkt i det sociale liv, en genre der var
meget populært på det tidspunkt.
I gennem de efterfølgende dynastier, udvikler
der sig nye opera typer, hvor man gensidigt lånte
lidt fra hinanden, hvorved hver provins og hver lokalområde
udviklede deres egen lokale kinesiske opera. Man regner
med, at der i dag i Kina findes 368 forskellige opera
typer.
Traditionelle kinesisk opera er oprindeligt sammensat
af to genrer, den ene genre er såkaldte ballader
(d.v.s. folkelige danse- og syngeviser, lyriske- og
fortællende digte), og den anden genre er komiske
(d.v.s. sjov, fest, spektakel og vrøvl). Begge
genre omfatter en kombination af dialoger, der er affattede
i talesprog, og af lyriske partier (sange, arier) der
synges, og som ofte indeholder poesi af høj rang.
Sangene i partierne kommer med korte mellemrum, og de
betragtes som meget mere vigtigt end de talte partier.
Udviklingen af operaen har, som nævnt ovenstående,
medført at der indgår en blanding af flere
klassiske underholdningsformer, hvor man bl.a. kan genkende
historiefortælleren, der har sit udgangspunkt
i de klassiske fortællinger, myter, intriger og
ballader. Akrobatik og krigskunst er andre traditionelle
kunstformer der indgår i forestillingen.
Indtil begyndelsen af dette århundrede, hvilede
den kinesiske opera i sin egen tradition overleveret
gennem generationer. Men efter kejserdømmet fald
i 1911 forkastede det officielle Kina de gamle traditioner
og sugede vestens indflydelse til sig. Under kulturrevolutionen
i 1960’erne blev den traditionelle kunst underlagt
store restriktioner eller helt forbudt. Da kulturrevolutionen
var på sit højeste, var det kun otte såkaldte
revolutionære modelværker der var tilladt.
Da Kina åbnede sig mod vesten i starten af 1980’erne,
satte den vestlige kultur igen præg på den
kulturelle udvikling i Kina. I de senere år er
de gamle traditioner igen ved at indfinde sin plads
i kinesernes bevidsthed og interessen for at bevarer
den traditionelle kinesiske kulturarv, støttes
også på regeringsplan.
I Vesten er det Peking Operaen, (Beijing Opera) der
er den mest kendte af kinesiske opera, men der er næsten
lige så mange forskellige kinesiske operaer som
der er dialekter i Kina. Man regner med at der er tusindvis
af lokale forgreninger af kinesisk opera, hvor den lokale
opera er den dominerende indenfor det pågældende
lokalområde eller provins.
|
