KINA-PORTAL.DK
Indgangsportal til kinesisk samfund, historie, kultur og meget mere

Kina portal
Loading
Kinas befolkning og demografi
Befolkning Befolkningssammensætning Etniske grupper    

Befolkning
Da Folkerepublikken blev orettet i 1949 var indbyggerantallet på 541,67 millioner.
I dag er der ca. 1,370,000 (estimeret juli 2011) indbyggere og Kina er verdens folkerigeste nation, der udgør ca. 20% af verdens befolkning.  

Befolkningsvækstrate: 0,57% (est. 2004)

Befolkningssammensætning
Aldersfordeling:
0-14 år: 22,3% (hankøn 153.401.051; hunkøn 135.812.993)
15-64 år: 70,3% (hankøn 469.328.664; hunkøn 443.248.860)
65 år og derover: 7,5% (hankøn 46.308.923; hunkøn 50.747.133) (est. 2005)

Forventet levealder: Mænd: 69,6 år. Kvinder 73,3 år (2000)
Spædbørnsdødelighed pr. 1.000 levende fødsler: 23,12 (drenge 20,6 -piger 25,94) (2006)
Befolkningstilvækst: 0,58 % (anslået 2005)
Befolkningstæthed: 136 indbyggere pr. km2 (2005)
Procent under fattigdomsgrænsen: 10 % (anslået 2003)
Fattigdom (andel af befolkningen der tjener under 2 PPP US$ pr. dag): 46,7% (2003)
Fattigdom (andel af befolkningen hvis indkomst ligger under den nationalt definerede fattigdomsgrænse): 4,6 % (2003)
Procent der bor i byområder: 43,0 % (20065)
Analfabetisme: Total: 14 % Mænd: 7 %. Kvinder: 21 % (2003)
Adgang til rent drikkevand: 77 % af befolkningen (2002)
Adgang til internet pr. 100 indbyggere: 4,6 (2002)

Etniske grupper
Folkerepublikken Kina anerkender officielt 56 forskellige etniske grupper, hvoraf den største er hankinesere, som udgør omkring 91,9% af befolkningen. Større etniske minoriteter inkluderer zhuang (16 millioner), manchu (10 millioner), huikinesere (9 millioner), miao (8 millioner), uighur (7 millioner), yi (7 millioner), tujia (5,75 millioner), mongoler (5 millioner), tibetanere (5 millioner), buyi (3 millioner) og koreanere (2 millioner).

Kinas befolkning omfatter en lang række sproglige og etniske grupper. Hovedbefolkningen, der udgør ca. 91%, betegnes normalt som han-folket, men begrebet dækker over store sproglige og kulturelle forskelle; den han-kinesiske befolknings homogenitet er et omstridt tema.
Især har den kinesiske stat promoveret idéen om, at han-kineserne har en fælles kulturel og historisk oprindelse i såkaldte kulturelle kerneområder mellem Chang Jiang (Yangtze Kiang) og Huang He (Den Gule Flod) og beskriver samtidig sproglige forskelle som dialekter, hvorimod arkæologiske og lingvistiske data drager disse antagelser i tvivl.

I dag er der en fremvoksende regional orientering i Kina, hvor specielt provinserne i yderområderne ønsker at fremme egen identitet og egen økonomisk udvikling.

Minoritetsbefolkningen tilhører 55 såkaldte nationale mindretal med meget store indbyrdes forskelle. Fysisk antropologisk tilhører de såvel de mongoloide som de kaukasiske grupper, og sprogligt er de spredt over flere sproggrupper. Selvom de nationale mindretal kun udgør godt 9% af befolkningen, tæller de over 120 mio. mennesker og har traditionelt beboet ca. 60% af det territorium, der i dag kontrolleres af den kinesiske stat, hvilket især skyldes den enorme udstrækning af Indre Mongoliet mod nord, Xinjiang mod nordvest og Tibet og Qinghai mod vest.

Ved folketællingen i 1990 havde 18 minoriteter en befolkning på over en million zhuang, hui, uygur, yi, miao, manchu, tibetaner, mongol, tujia, bouyei, koreaner, dong, yao, bai, hani, kasakher, dai og li. Kinas samlede minoritetsbefolkning er blevet fordoblet mellem 1980 og 1995, hvilket imidlertid ud over almindelig befolkningsvækst dækker over det faktum, at mange enkeltpersoner, der tidligere lod sig registrere som Han, i dag lader sig registrere som minoritetsfolk, idet visse privilegier er tilknyttet denne status, eksempelvis mildere børnebegrænsning og lettere adgang til videregående uddannelse.

Der er i alt fem autonome regioner med provinsstatus forbeholdt de største nationaliteter:
 Guangxi for zhuang (15,5 mio.), Ningxia for hui (8,6 mio.), Xinjiang for uygur (7,2 mio.), Tibet for tibetanere (4,6 mio.) og Indre Mongoliet for mongoler (4,8 mio.).
Mange af disse nationaliteter lever imidlertid spredt over store områder.

Foruden de autonome regioner findes autonome minoritetsområder på lavere administrative niveauer. På trods af disse regioners og lokalområders autonome status er de under streng central kinesisk styring, hvilket har ført til konstante spændinger og til tider voldelige sammenstød, specielt i det buddhistiske Tibet og det muslimske og tyrkisk-talende Xinjiang.

Mange nationaliteter har tidligere udgjort større selvstændige kongedømmer eller stater, fx tibetanere, uygurer, yi, qiang og miao, mens mongoler og manchuer tidligere i historien har grundlagt dynastier, der har hersket over Kina (Yuan og Qing).
En del af de nordlige og vestlige minoriteter er traditionelt og i nogen udstrækning stadig pastorale nomader: mongoler, kasakhere, kirgisere, tadsjiker og dele af den tibetanske befolkning. Mange minoritetsfolk er primært agerbrugere, eksempelvis zhuang, der etnisk er beslægtet med thai-folkene, og desuden en række højlandsfolk såsom yi, yao og dai, der alle lever i SV-Kina. Derudover findes enkelte grupper af traditionelle svedjebrugere og jæger-samlere og desuden mange grupper med blandede erhvervsformer. Flere registrerede minoritetsgrupper er nu stærkt assimilerede i det han-kinesiske samfund, specielt manchurer og desuden hui, der er kinesiske muslimer og som sådan ikke en etnisk minoritet i snæver forstand.
De fleste minoritetsområder har siden slutningen af 1950'erne været under pres pga. han-kinesisk immigration fra de tætbefolkede dele af Centralkina, specielt Indre Mongoliet, der dog længe har haft kinesisk befolkningsflertal, Xinjiang Uygur Autonome Region og Tibet Autonome Region. Mange af de områder, der forfatningsmæssigt tilhører nationale mindretal, har således været mål for en egentlig kolonisering og har i dag et reelt han-kinesisk befolkningsflertal.


Befolkningsudvikling i Kina
Befolkningstallet er mere end fordoblet inden for de seneste 50 år. Af hensyn til landets udvikling har myndighederne forsøgt at bremse denne tilvækst gennem kampagner for, at folk skal få færre børn. Siden 1981 har Kina haft en etbarnspolitik, dvs. at familier, som tegnede kontrakt på kun at få et enkelt barn, fik særlige økonomiske fordele og ekstra muligheder for barnet, ligesom der var kvoter for, hvor mange børn, der samlet måtte fødes inden for et distrikt. I 2002 fik man en ny lov om familieplanlægning. Målet er fortsat ét barn pr. familie, og hvis man venter med at få børn, kan man få længere ferier, længere barselsorlov samt andre sociale goder. Man kan dog søge om tilladelse til at få mere end ét barn, og nogle minoritetsgrupper har også lov at få mere end ét barn.