KINA-PORTAL.DK

Indgangsportal til kinesisk samfund, kultur, historie og meget mere...

Denne side blev sidst ændret den 08-Nov-2020
  Art. 9.3.8

Bokseropstanden i Kina år 1900

(kinesisk: 义和拳 Yihe Quan "Retfærdighedens og Harmoniens Knytnæver ")

Opiumskrigene havde tvunget Kina til at åbne for handelen med vestlige magter, men i slutningen af 1800-tallet opstod en fremmedfjendtlig, folkelig bevægelse, der var rettet mod udenlandsk indflydelse, især katolske missionærer og kristne kinesere. Europæerne kaldte dem boksere på grund af deres traditionelle kampteknik.

I 1898 var Shandong-provinsen blevet ramt af store oversvømmelser og efterfølgende af hungersnød.
Disse ulykker blev af lokalbefolkningen set som et resultat af udlændingenes fremfærd, der blev kaldt ”De fremmed Djævle”. 

I Kina var der tradition for, at lade utilfredshed få udtryk gennem hemmelige selskaber, og det skete også i 1898-1899, hvor der opstod i provinserne Shandong og Zhili, det største og mest berømte af disse selskaber var Yihequan (”Retfærdighedens og Harmoniens Knytnæver”), der i vesten blev kaldt for bokserne.

I august 1900 havde 230 udlændinge mistet livet, mens tusinder af kinesiske kristne og rebeller var blevet dræbt.
Hændelsen er blevet dramatiseret i filmen "55 dage i Peking"

Baggrunden for oprøret
Nanjingtraktaten var en aftale der blev indgået i 1842 efter den første opiumskrig mellem England og Qing kejserstyret. Kineserne følte sig tvungne til at gå med på aftalen, og betragtede den som en af de værste af de såkaldte, u-ligeværdige traktater, kineserne måtte indgå med de vestlige lande.

Traktaten sikrede briterne en række rettigheder, her under retten til at drive handel med opium.
Efter Nanjing traktaten med England, medførte det at et antal yderligere traktater blev indgået med andre europæiske stater samt Rusland, Japan og USA, herefter kaldt for de allierede.

50 af de vigtigste havne i Kina åbnedes for europæiske staters skibe samt for europæisk bosættelse, jordbesiddelse og erhvervsudøvelse, der var forbundet med eksterritorialitet, hvor udlændingene ikke var underkastet Kinas love.

Udlændinge skulle have fri rettigheder i en omkreds af 50 km omkring i hver af traktathavnene, og på betingelse af, at de blev udstyret med vestlige beskyttelsespas der skulle sikre dem fri adgang i hele det kinesiske rige.

Dette var en ordning, som medførte sociale uligheder, som stærkt skadede kejserdømmet samt Kinas velfærd og udvikling.Kina deles

En fransk politisk tegneserie skildrer Kina som en tærte der er ved at blive delt op af dronning Victoria (Storbritannien), Kaiser Wilhelm II (Tyskland), zar Nikolaj II (Rusland), Marianne (Frankrig) og en samurai Japan ), mens en kinesisk mandarin hjælpeløst ser på.

Den vestlige imperialismes underminering af det kejserlige Kina skyldtes flere faktorer: for det første tilintetgjorde den vestlige Imperialisme kinesernes opfattelse af at være alle andre stater kulturelt overlegne.

Dette skete gennem de konstante ydmygelser i krige og de efterfølgende traktater, som kineserne blev tvunget til at indgå.

Fra 1870erne og fremefter blev Kinas suverænitet udsat for yderligere forøgelse af opiumsimporten, krigsskadeerstatninger fra de allierede blev aftvunget det kinesiske rige, endvidere blev Indokina, Burma, Taiwan og Pescadorerne (en øgruppe vest for Taiwan) erobret.

I 1895, blev en stor del af Kina besejret af Japan. Dette var yderligere en ydmygelse for kineserne, hvor Japan altid havde været betragtet som en mindre nation til Kina.

Kina mistede hermed kontrollen over Korea og Taiwan til Japan.

Qing-dynastiet (kaldes også manchu-dynastiet) var et kinesisk dynasti der regerede fra 1644 til 1912.

Dette dynasti blev ikke grundlagt af de egentlige kinesere eller han-folket, som udgør den etniske gruppe, som majoriteten af kineserne tilhører, men derimod af manchuerne, et nomadefolk fra Manchuriet.

Der var en delt holdning indenfor manchuregeringen, hvor nogle gik ind for at samarbejde med de udenlandske magter, mens andre gik ind for at holde fast i det gamle traditionelle system.

øjtstående embedsmænd), i det kinesiske samfund, mente, at alle disse nederlag skyldes europæerne, der var dominerende i Kina, og at de alene var ansvarlige for Kinas ydmygelser og nederlag.
Artikel fortsætter efter annonce
Annonce
Oprør
Ved slutningen af det nittende århundrede, opstod der en stærk følelse af nationalisme hen over Kina, og mange ønskede at genvinde Kina for kineserne.

Shandong provinsen var under tysk indflydelse og Tyskland dominerede alle jernbane linjer, fabrikker og kulminer, der eksisterede i Shandong. Tyskerne lavede betydelige overskud, mens kineserne havde meget lave lønninger og levede under meget dårlige levevilkår.

I 1898, kogte disse følelser over i oprør i det nordlige Kina og specielt Shandong provinsen, og der opstod en fremmedfjendtlig folkelig bevægelse, der var rettet mod udenlandsk indflydelse, især katolske missionærer og kristne kinesere. Bokser ano 1900

Dem der stod bag oprøret i Shandong provinsen, tilhørte en hemmelig forening kaldet Yihequan - hvilket betød " De Retfærdige Harmonis Knytnæver", der af udlændingene blev benævnt som Bokserne, og oprøret er gået over i historien som Bokseropstanden.

Bokserne bar røde tørklæder på hovedet med det kinesiske tegn for lykke, samt et rød våbenskjold på brystet, og røde bånd på deres håndled og ankler.  

Gennem forskellige ritualer mente de at kunne få overnaturlige evner, der kunne beskytte dem imod sværd og kugler. ”Bokserne” var især bønder og arbejdere.
Efterhånden som bevægelsen blev mere populær, kom flere forskellige folk med.

Bokserne var modstander af udlænding, i særdeleshed missionærer, kristne kinesere og de kinesere som handlede med udlændinge, som de truede med udryddelse.

Det var ikke alene udlændingene, men også Manchu regeringen som Bokserne var imod. De blev betragtet som værende u-patriotisk marionetter af de europæiske "herre", og gjorde intet for den nationale stolthed.

I oktober 1898, gik en gruppe af Bokserne til angreb på de kristne fællesskaber i landsbyen Liyuantun, der ligger i den vestilige del af Shandong provinsen, hvor et tempel til Jade Kejseren, var blevet omdannet til en katolsk kirke.

Der havde været stridigheder siden 1869, hvor templet var blevet tildelt de kristne indbyggere i landsbyen.
Bokserne i gaderne
I Shandong provinsens byer, strejfede Bokserne rundt i gaderne og råbte "Dræb de kristne" og "Driv de udenlandske djævle ud".
Tyskere, der boede i Shandong blev myrdet, ligesom andre europæiske missionærer.
De kinesere, der havde konverteret til kristendommen blev også myrdet.

I 1861døder Qing kejseren Xianfeng. Hans eneste søn var Tongzhi, der blev kejser i en alder af fem år. Under sønnens mindreårighed tiltvang enkekejserinden Cixi sig magten, og var reelt Kinas leder frem til sin død i 1908.

Hun var en stærk, grusom, politisk begavet og dybt reaktionær kvinde, som for en kort stund genoprettede en del af den autoritet, kejsermagten havde mistet.

Hendes holdning til bokserbevægelsen var lige så tvetydig som bevægelsens holdning til dynastiet.
Til at begynde med, måtte hun give efter for traktatmagternes krav om at udslette bokserbevægelsen, som forrettede attentater og snigmord i de europæiske koncessionsområder.

I Beijing var der mange europæere, der levede der i slutningen af 1890'erne.  
Deres livsstil var helt anderledes end kineserne, der boede i byen. Europæerne behandlede kineserne i Beijing som deres slaver. Det var derfor ikke overraskende, at Bokserne havde fundet mange tilhængere i Beijing.

I 1900, havde oprøret spredt sig på tværs af det nordlige Kina og omfattede også hovedstaden Peking. Enkekejserinde Cixi indså, hvad der foregik og lavede en hemmelig kontakt til Bokserne, og i sommeren 1900, tilbød hun bokserne samarbejde.

Dette gjorde at Bokserne vendte deres fulde opmærksomhed mod europæerne, og lavede et storstilede angreb på de fremmede områder både i Beijing og i Shandong provinsen, hvor de stormede de udenlandske gesandtskaber, plyndrede de udenlandske butikker, rev jernbanespor op, og myrdede både udlændinge og kinesiske kristne.

Alt dette blev gjort med enkekejserinden Cixi’s velsignelse og med hjælp fra de kejserlige tropper.

Den 31. maj 1900 bad de udenlandske ambassadører i Beijing om beskyttelse fra marinesoldaterne på de europæiske krigsskibe som lå ved Dagufortene der lå ca. m 60 kilometer sydøst for kystbyen Tianjin, som ligger ca. 138 km. fra Beijing.

Der ankom 340 marinesoldater til Peking for at beskytte udlændingene.
Angrebne fra Bokserne, blev stadig hyppigere, og da enkekejserinden havde forbudt de kejserlige soldater at skyde på Bokserne, følte europæerne sig mere truet, og det blev klart for europæerne at deres liv var i fare, mange var parat til at forlade byen, resten af europæerne søgte sikkerhed i ambassade kvarteret.

Den 8. juni 1900 sendte ambassadørerne i Beijing endnu engang besked til de europæiske krigsskibe om at sende forstærkning.

Den øverst kommanderende for den britiske flåde i Kina Edward Hobart Seymour fik ordre på indenfor 24 timer, at samle en international styrke på over 2.000 mand, der skulle sendes til Beijing.

Hans styrke bestod af 916 britiske, 455 tyskere, 326 russere, 158 fransk, 112 amerikanere, 54 japansk, 41 italienere og 26 østrigere.
Soldaterne skulle med tog fra Tianjin til Beijing, men undervejs blev toget angrebet så voldsom af Bokserne og af flere tusinde velbevæbnede kinesiske kejserlige soldater.

De udenlandske tropper, især tyskerne, afværgede angrebet, og skulle efter sigende havde dræbt hundredvis af de kinesiske soldater.

Med et tab på 7 døde og 57 sårede, samt nødvendigheden at tage sig af de sårede, en mangel på forsyninger og ammunition, og sandsynligheden for yderligere kinesiske angreb, besluttede Seymour og hans officerer at trække sig tilbage til Tianjin.

Den uventede angreb på Seymours tropper af den kinesiske hær, var foranlediget af et allieret europæisk-japanske angreb på Dagu fortet to dage tidligere.

Dette gav den kinesiske regering anledning til at mene sig i krig med alle de udenlandske magter og de kejserlige tropper fik ordre til at angribe Seymours tropper og at dræbe eller udvise alle udlændinge i det nordlige Kina.

Den 19. juni havde den kinesiske regering givet ordre på at alle de udenlandske diplomater inden for 24 timer skulle forlade Beijing.

Den følgende dag ville den tyske ambassadør i Beijing Klemens von Ketteler, aflevere en protest til den kinesiske regering.
Da han banede sig vej til det regeringskontoret, blev han slæbt ud af sin bærestol (båret af kinesere), og blev myrdet.

Klokken fire samme dag begyndte kineserne at beskyde de barrikaderede engelske, tyske, de amerikanske og russiske ambassadebygninger.

Inden for dette af europæerne forsvarede område, det såkaldte legationskvarter, fandtes 700 europæer og 6,000 kinesere.  

De blev forsvaret af en gruppe på 400 europæiske soldater og sømænd, der med en skudsalver fra marinesoldaterne efterlod mere end halvtreds af angriberne døde.

Angriberne trak sig tilbage og indledte belejringen af ambassade kvarteret, som kom til at vare i 55 dage, hvor de allierede var uden kontakt til omverden.

Efter otte uger havde de allierede tropper besejret kineserne i Tianjin og begav en international undsætningsstyrke sig på vej til Beijing, hvor befriede de belejrede i Peking.

Den 14. august blev hovedstaden indtaget næsten uden modstand.

Den kejserlige familie flygtede til Xian i provinsen Shaanxi , hvorfra fredsforhandlinger blev indledt med prins Qing og Li Hongzhang, samtidigt med at strafekspeditioner begav sig mod de oprørske områder.

Hårdest bar sig russerne ad mod dem, som har ødelagt deres jernbane i Manchuriet, hvor de nu indførte en russisk militærforvaltning og besatte en stor del af landet.

De udenlandske tropper gik meget hårdt frem mod både boksere, regeringssoldater og civilbefolkning, og antallet af kinesiske dødsofre kan være løbet op på mere end 20.000.

Omfattende plyndringer af både kinesiske regeringsbygninger og private boliger skete også, med officiel sanktion fra stormagterne.

Den internationale styrke, gik som en straf amok i Beijing - effektivt opfordret af de officerer der kommanderende dem. Peking blev omfattende beskadiget.

Artikel fortsætter efter annonce
       Annonce

Enkekejserinde Cixi ønskede føre krigen mod udlændingene til en ende, og hen på efteråret udstedet Cixi et dekret om at ”dræbe alle fremmede i kejserriget”.
Men hendes ministre greb ind og rettede i dekretet ordet ”dræbe” til ”beskytte”.

Den europæiske styrke, blev nu støttet af Manchuerne, som gik til angreb på Bokserne.
De indfangede boksere fik ingen barmhjertighed og blev halshugget offentligt.

På den måde blev dynastiet reddet. Men efter at europæerne havde udslettet den første, nationalistiske modstandsbevægelse, påtvang de kejsermagten nye ulige traktater, der i praksis satte riget under de seks traktatmagters administration.

I 1901 underskrev Qing regeringen traktaten, også kendt som Bokser-protokollen, med de fremmede magter.
Vilkårene i traktaten var at Qingregeringen skulle betale en krigsskade godtgørelse på 450 millioner sølv taels, der skulle betales tilbage med renter over en periode på 39 år, det betød, at der med renter i alt skulle betales 980 millioner taels sølv.

Tael (kinesisk : 两 liang) er en traditionel kinesisk vægtenhed. Hvor meget en tael vejede varierede, men en tael sølv svarede til i almindelighed lige under 40 gram. så 450 millioner taels af sølv er lig med 18.000 tons sølv.
Med renter, skulle der således tilbagebetales 980 millioner sølv taels, som svarer til 39.200 tons sølv, en stor sum for enhver nation, endsige en så fattige som Kina.
Manchu regeringen blev tilgivet, og enkekejserinden, hendes familie og hendes hof fik, trods hendes tilsyneladende forræderi, lov til at vende tilbage til den forbudte by i Beijing.



Andre artikler om Kinas historie:


 

Artikel fortsætter efter annonce
       Annonce
Andre relevante emner og annoncer:

Om kina-portal.dk   |   Cookies politik  |   Kina-portal.dk sitemap