KINA-PORTAL.DK
Indgangsportal til kinesisk samfund, historie, kultur og meget mere

Kina portal
Loading
Den kinesiske folkerepublik: tema oversigt, klik her
Den kinesiske kulturrevolution 1966-69

文化大革命, ​​Wenhua Dageming
Den Store Proletariske kulturrevolution". var en politisk massebevægelse Mao igangsatte i maj 1966, og var ledet af Lin Biao og Jiang Qing.

Den kinesiske kulturrevolution 1966-69 er en enestående historisk begivenhed. Aldrig før har historien være vidne til at et kommunistpartis, eller et andet dominerende partis leder, har mobiliseret masserne til et frontalangreb på landets grundlæggende institutioner.

Mao Zedong så med bekymring på hvor dan partibureaukratiet voksede, og at de sammen med teknokraterne og intellektuelle var imod den politik som Mao havde stået for siden 1957.

Lin Biao, Kang Sheng og Chen Boda, der alle var Maos nærmeste allierede, blev alle medlemmer af kommunistpartiets centralkomité i 1945. De indtog derefter vigtige positioner inden for magtapparatet, hvor Mao senere gjorde brug af deres indflydelse, med henblik på at genoplive Kinas revolutionære ånd og modstå bestræbelserne på revisionismens overgang til socialismen gennem reformer.

Med Mao Zedongs politiske offensiv i slutningen af 1950 rykkede de tre endnu et skridt frem. Lin overtog forsvarsministerposten. Chen Boda blev chefredaktør for partiets teoretiske organ Røde Flag, og Kang Sheng blev viceminister for sikkerhed. I 1962 trådte Jiang Qing for første gang offentligt frem, i begyndelsen kun i rollen som Maos kone. Fra 1964 begyndte hun at indtage en mere selvstændig rolle som fortaler for udviklingen af Den revolutionære opera og ballet. I 1965 samlede Jiang Qing på Maos foranledning en gruppe radikale fra Shanghai, den senere Firebande, for at forberede kritikken af partiets stærke mand, Liu Shaoqi og hans højre hånd Deng Xiaoping. Det blev startskuddet til Den Store Proletariske Kulturrevolution, som brød ud i sommeren og efteråret 1966.

I kampen mod Liu Shaoqi og Deng Xiaoping, støttede Mao sig til fire væsentlige magtgrupper, hæren gennem Lin Biao, propagandaapparatet under Chen Boda, sikkerhedsapparatet ved Kang Sheng og kulturen gennem Jiang Qing og Shanghaigruppen. Det var folk fra disse fire grupper, der formelt overtog magten i 1966 og sammen dannede ”Kulturrevolutionens ledelsesgruppe”. Der reelt fungerede uden om partiapparatet. De unge organiserede sig i revolutionære grupper (de såkaldte rødgardister) de ville omforme Maos ord til handling. Deres bibel var Den Lille Røde, en samling af Maos citater, der snart blev solgt i 350 mio. eksemplarer over hele landet. Men det endte i det totale anarki, hvor grupper af rødgardister bekæmpede både hinanden og hæren med våben. Mao måtte i 1967 bede hæren om at afvæbne rødgardisterne, der blev sendt på landet for at lære af bønderne.

Fra 1969 faldt der mere ro over Kina. Mao erklæret officielt Kulturrevolutionen at være endt i 1969, men dens aktive fase varede indtil død militære leder Lin Biao i 1971. Militæret fik stor indflydelse, og der blev skabt en slags balance mellem » de røde« og eksperterne«. Zhou Enlai fik stor indflydelse og var hjernen bag Kinas åbning til omverdenen. Både Zhou Enlai og Mao Zedong døde i 1976. Kort efter blev Kulturrevolutionens magtfulde ”Firebande” her i blandt Maos enke Jiang Qing – arresteret.

I 1976, efter Maos død, kom Deng Xiaoping tilbage som de facto leder af Kina. Deng Xiaoping begyndte gradvist at demontere de maoistiske politikker forbundet med Kulturrevolutionen, og i 1981 erklærede partiet at Kulturrevolutionen var “ansvarlig for det mest alvorlige tilbageslag, og de tungeste tab for landet og folket, siden grundlæggelsen af Folkerepublikken.