KINA-PORTAL.DK

Indgangsportal til kinesisk samfund, kultur, historie og meget mere

 Forside | Samfund  | Historie | Kultur | Kunst | Filosofi | Religion | Astrologi | Geografi  | Natur | Attraktioner  | Danmark - Kina

Kinas rolle i 2. verdenskrig.
Kina blev under anden verdenskrig, betragtet som allieret på linje med de vestlige lande, men Kina var svækket på grund af borgerkrigen mellem kommunisterne og nationalisterne. Da japanerne invaderede Kina i 1937, forenede kommunisterne og nationalisterne sig igen, i Den Anden Forenede Front, for at forsvare Kina.

Siden midten af 1800-tallet havde Kina været splittet. Kejserriget var i opløsning og sluttede med Qingdynastiets fald i 1912.
Efterfølgende havde kineserne ikke held med at få forenet sig som et land eller et folk, den kinesiske centralmagt for svag til at kontrollere landet effektivt, og i stedet etablerede krigsherrerne sig som de faktiske magthavere.

Russiske kommunister hjalp med etablering og reorganisering af de to politiske partier, Kuomintang (KMT) og Kinas Kommunistiske Parti (KKP, som i de næste årtier skulle kæmpe både sammen og mod hinanden, om at genetablere Kinas nationale genforening og uafhængighed.

Den anden forenede front var en alliancen mellem det kinesiske nationalistiske parti (Kuomintang eller KMT) og det kommunistiske parti i Kina (KKP) for at modstå den japanske invasion under den anden kinesisk-japanske krig. Alliancen havde til formål at suspenderede den kinesiske borgerkrig fra 1937 til 1941.
Denne skrøbelige alliance fortsatte mere eller mindre gennem hele 2. verdenskrig, selvom de to politiske sider hadede og misbilligede hinanden.

Med Japans invasion i 1937. var Kina det første land, der kom ind i det, der senere blev til den anden verdenskrig.
Indirekte var Japans krig mod Kina således årsag til at USA gik ind og deltog i 2. verdenskrig.

Artikel fortsætter efter annoncen


1926: Borgerkrig i Kina
Den kinesiske borgerkrig var en borgerkrig, der blev udkæmpet fra 1926 til 1949, på grund af en forskel i ideologien mellem det kommunistiske kinesiske kommunistparti (KKP) og partiet det nationalistiske Kuomintang (KMT). Det var en kamp for legitimitet som Kinas regering.
I Kina omtales kampen som den nationalistisk-kommunistiske borgerkrig.
Borgerkrigen begyndte i 1926, da nationalistpartiet Kuomintang, ledet af den nyligt udnævnte generalissimus Chiang Kai-shek, der var bekymret over den voksende styrkelse af kommunismen i Kina, ledet af Mao Zedong,
Chiang Kai-shek indledte derfor en jagt på kommunisterne som han var opsat på at få besejret og udryddet.  

Baggrunden for Kina - Japan krigen
Begyndende med den kinesisk-japanske krig (1894-95) førte Japan en ekspansionspolitik, hvor de manglede råvarer til deres industrialisering.
Japan kæmpede en krig mod Kina om dominansen af Korea, som Kina hævdede var en vasalstat. Japanerne havde interesse for Korea som råvareleverandør og marked, og tillige bekymrede for, at russerne kunne få kontrol over den koreanske halvø der lå tæt på Japan.
Japan vandt krigen mod Kina og fik kontrol over Korea og erhvervede tillige Taiwan som en koloni.  

I 1923 indledtes et formelt samarbejde mellem KMT og KKP under betegnelsen Den Forenede Front. Det fælles mål var at sikre Kinas nationale genforening og nationale uafhængighed.
KKP-medlemmer kunne herefter også være medlemmer af KMT.
Der var en lang række af kampe mellem Japan og Kina igennem 1930'erne, specielt på baggrund den kinesiske borgerkrig og deraf følgende militære svaghed, stod Japan stærkt og havde en meget militaristisk og ekspansiv ideologi.

Japans sejr over Kina bekymrede nogle af de europæiske magter, der have interesser i stillehavsområdet, hvor Japan fortsatte sin ekspansionspolitik.

Japans kejser og militær havde længe anset Kina som sit vigtigste mål for sine ekspansionsambitioner. Japanske styrker invaderede og okkuperede Manchuriet nordøst for Kina i 1931, og oprettede marionetstaten der blev kaldt for Manchukuo. Efter at Japan havde annekteret Manchuriet voksede stridighederne mellem Kina og Japan.

Den Anden Kinesisk-Japanske Krig.
Det, der i Vesten er blevet kendt som Den Anden Kinesisk-Japanske Krig, begyndte i juli 1937 omkring Marco Polo-broen en afgørende adgangsrute til Beijing.
Kinesiske og japanske styrker kom i ildkamp, vist nok ved en fejltagelse, eller måske tilrettelagt af Japan, den kunne være blevet begrænset til en mindre episode, men eskalerede i stedet til et punkt, hvor ingen af siderne var i stand til at genetablere fred.

Efter episoden på Marco-Polo-Broen invaderede japanerne Kina og tog Shanghai den 12. november og den daværende hovedstad Nanjing den 13. december. Slaget om Shanghai og Nanjing i 1937 var på mange måder et varsel om den altødelæggende verdenskrig, der var under opsejling. 

Nanjing-massakren der fandt sted efter, at japanske styrker erobrede Kinas daværende hovedstad Nanjing (Nanking) den 13. december 1937, varede seks uger og et ufatteligt grusomt orgie af voldtægter, myrderier og plyndringer.
Kina var blevet offer for japansk aggression og kæmpede en desperat kamp for overlevelse.

Artikel fortsætter efter annoncen

Optakten til Stillehavskrigen
Som et resultat af Japans ekspansionspolitik i 1930'erne og 1940'erne havde japanske tropper besat hele Sydøstasien og en stor del af Stillehavsområdet med ca. 450 mio. indbyggere. Det var den største udstrækning, det japanske imperium havde nået i Japans historie.

Denne aggression gik naturligvis ikke ubemærket hen blandt de vestlige lande, der var dybt bekymrede over den japanske aggression i Asien og nærliggende områder, hvor både England, Holland og USA havde kolonimæssige interesser.

Vesten begyndte derfor at hjælpe Kina (Nationalist Kina under Chiang Kai-shek) med våben og materiel i deres kamp mod den japanske besættelsesmagt.

Stillehavskrigen
Stillehavskrigen er en betegnelse for de krige, der opstod som et resultat af Japans ekspansionspolitik i 1930'erne og 1940'erne. Stillehavskrigen foregik dels i Kina og Sydøstasien, dels i store dele af Stillehavsområdet.

I slutningen af 1930’erne var situationen efterhånden var blevet så ustabil i Sydøstasien, at briterne, amerikanerne og hollænderne besluttede sig for en embargo mod Japan – en embargo hvor de vestlige lande stoppede for alle forsyninger af olie, jernmalm, stål m.m. til Japan.
Disse forsyninger var ”livsvigtige” for at Japan kunne holde sine krigsaktiviteter i Kina i gang – såvel som den hjemlige krigsindustri.
Formålet var, at få Japan til at stoppe sine aggressioner mod Kina.

Tabet af olieimport gjorde det umuligt for Japan at fortsætte sin operation i Kina på lang sigt.
Det bevirkede at Japan startede en række militære angreb mod de allierede.

For at gøre op med USA’s tilstedeværelse i Stillehavet angreb japanske fly d. 7. december 1941 den amerikanske Stillehavsbase Pearl Harbor. Flere slagskibe blev sænket eller beskadiget, og omkring 3.500 amerikanske soldater døde eller blev såret under angrebet.

Flere af amerikanernes vigtige hangarskibe var dog på patrulje i Stillehavet og undgik derfor at blive ødelagt.
Men det skulle vise sig, at det var fly fra hangarskibe og ikke skibskanoner fra slagskibe, der kom til at herske på vandet under krigen i Stillehavet.

I starten var USA slet ikke med i anden verdenskrig. De hjalp godt nok England med våben, så englænderne kunne kæmpe mod tyskerne.

America's First Committee, var en indflydelsesrig politisk pressionsgruppe i De Forenede Stater (1940–41), der havde held til at afskrække de amerikanske politikere til at gå ind i direkte amerikansk militært engagement både i Europa og i stillehavsregionen med de allierede.

Men efter angrebet på Pearl Harbor den 7. december 1941, var USA i chok, og dagen efter, den 8. december, erklærede USA-krig mod Japan.
Den 11. december 1941 erklærede Hitler og hans italienske allierede Benito Mussolini krig mod USA.

Nu var der altså krig mange steder, og fra det tidspunkt blev to regionale krige til én stor sammenhængende krig:
• England, USA og Sovjetunionen kæmpede mod Tyskland og Italien i Europa
• USA og England kæmpede mod Japan i Stillehavet.

Den 2. verdenskrig var en realitet, og Americas First Committee blev opløst opløste og opfordrede sine medlemmer til at støtte krigsindsatsen.

Artikel fortsætter efter annoncen

2. verdenskrig
2. Verdenskrig, begyndte på to adskilte krigsskuepladser nemlig I Asien/ Stillehavsområdet og Europa.

Krigen i Asien begyndte den 7. juli 1937 med den japanske invasion af Kina, og i Europa med Tysklands angreb på Polen 1.september 1939.
Med det japanske overraskelsesangreb på Pearl Harbor den 7. december 1941, blev de to krige i Europa og i Sydøstasien, i sin fulde udstrækning, til Anden Verdenskrig.

I de følgende knap fire år udkæmpedes Anden Verdenskrig på to overordnede krigsskuepladser: i Europa og Atlanten og i Sydøstasien og Stillehavet.
De involverede lande, dannede to store militæralliancer, som kæmpede mod hinanden, ”de allierede” og ”aksemagterne”.

De Allierede
De Allierede er betegnelsen for den alliance af nationer, der under ledelse af Storbritannien, Sovjetunionen, USA og Republikken Kina m.fl.  der bekrigede Aksemagterne. Ved afslutningen af 2. Verdenskrig var der cirka 50 allierede nationer.

Aksemagterne
Aksemagterne var en betegnelse for en alliance, oprettet i 1936, hvis deltagere i 2. verdenskrig kæmpede mod De Allierede. De tre ledende aksemagter var Tyskland, Italien og Kejserriget Japan. Dertil var der 7 andre mindre betydende medlemmer.

Kinas rolle i krigen
I perioden oktober 1938 - december 1941, var det vigtigste kinesiske mål at trække krigen så længe som muligt i en udmattelseskrig og derved udtømme japanske ressourcer, mens den kinesiske militære kapacitet blev opbygget.

Den anden forenede front var den anden alliancen, der blev dannet mellem det kinesiske nationalistiske parti (Kuomintang eller KMT) og det kommunistiske parti i Kina (KKP), for at modstå den japanske invasion under den anden kinesisk-japanske krig, der suspenderede den kinesiske borgerkrig fra 1937 til 1941.

Selvom begge sider fortsatte krigen mod Japan, kæmpede de hver for deres egen ultimative fordel.

Lokale kinesiske modstandsstyrker, foranstaltet separat af både kommunisterne og nationalisterne, videreførte deres modstand i de besatte områder for at plage fjenden og gøre deres administration vanskeligt i de besatte landområder i Kina.

 I 1940 lancerede kommunisternes ”røde hær” en større offensiv i det nordlige Kina med ødelæggelse af jernbaner og en større kulmine.
Disse konstante chikaner og sabotagehandlinger frustrerede dybt den kejserlige japanske hær og førte dem til at anvende " tre-alle-politik " (den brændte jord taktik), der betød dræb alle, plyndre alle, brænd alt).  

Det var i denne periode, at hovedparten af japanske krigsforbrydelser blev begået.

Da USA så japanske styrker bredte sig ned langs kysten og derefter ind i hovedstaden i Nanjing, svingede den folkelige mening i USA til fordel for kineserne. Spændinger med Japan steg, da den japanske hær japanske kampflys bombede den amerikanske kanonbåd USS Panay, da det evakuerede amerikanske borgere fra Nanjing og dræbte tre, udviklede det sig til en diplomatisk krise mellem USA og Japan, som tidligere havde været neutrale overfor hinanden.

USA indefrøs de japanske aktiver i juli 1941 og etablerede i august en embargo mod olie- og benzineksport til Japan. Alt, hvad det gjorde, var at provokere japanerne til at erobre alt, hvor de så andetsteds kunne få olie fra og fik Japan til at angribe Pearl Harbor.

Med Japans angreb på den amerikanske flådebase Pearl Harbour i dec. 1941, inddrages USA nu aktivt i krigen mod Japan.

Kinas rolle i krigen bliver dels at stille flybaser til rådighed for amerikanerne og dels at binde de japanske tropper – nu mere end én million mand – til kamppladsen i Kina.

Det antages af den otteårige modstandskrig mod japansk aggression, sluttede med en stor omkostning for den kinesiske befolkning, med mere end 21 millioner kinesiske liv, heraf 16 millioner civile.

Sejren bragte ikke fred, og kunne ikke skjule den forfærdelige tilstand, som krigen havde efterladt Kina i, med et samfund i kaos, økonomien i stykker, meget af infrastrukturen blev ødelagt.

i krigens sidste år bombede amerikanske fly det japansk-besatte nord, øst og syd Kina.

Ti millioner mennesker var flygtninge. Landbrugets afgrøder var ødelagt, og flere dele af landet havde hungersnød. Landet virkede næsten ødelagt.
Genoprettelsen af ​​den politiske orden var skrøbelig. Kuomintang (KMT) var den officielle regering, men i mange af de små byer og landsbyer i det nordlige Kina var det det kinesiske kommunistparti (CCP), der tog kontrol, eller allerede havde kontrol.

Artikel fortsætter efter annoncen

Efter 2. verdenskrig
Efter krigen genoptog Kuomintang (KMT) partiet (ledet af Chiang Kai-shek) og de kommunistiske kinesiske (ledet af Mao Zedong) styrker deres borgerkrig, som var midlertidigt suspenderet, da de kæmpede sammen mod Japan.
Inflationen i Kina steg til farlige niveauer efter krigen, og situationen blev forværret af voldsom korruption i den nationalistiske regering.
I sommeren 1946, efter mindre end et år siden Japans kapitulation, kom Kina i en fuldstændig borgerkrig, hvilket betød mere elendighed.

Kampen mod de japanske besættere havde styrket den folkelige opbakning blandt kineserne til de kommunistiske guerillastyrkerne, mens den svækkede KMT.
Kommunisterne bevægede sig hastigt rundt, for at udfylde det vakuum, som Japans afgang fra det nordlige Kina efterlod

I mange af de små byer og landsbyer i det nordlige Kina var det det kinesiske kommunistparti (CCP), der tog kontrol, eller allerede var i kontrol.
På trods af amerikansk støtte til Kuomintang vandt kommunistiske styrker i sidste ende sejr og oprettede Folkerepublikken Kina (Kina) på fastlandet. KMT-styrkerne trak sig tilbage til øen Taiwan i 1949. Fjendtlighederne var stort set ophørt i 1950.

Annonce
Annonce
Andre relevante emner og annoncer: