KINA-PORTAL.DK
Indgangsportal til kinesisk samfund, historie, kultur og meget mere

Kina portal
Loading
Menu
Kinesiske skrifts historie


Den kinesiske skrift skal ifølge sagnet været opfundet af tre kejsere, deriblandt Huang-Che, der lod sig inspirere af himmellegemerne og naturen, især sporene efter fugle og dyr.

De ældste kendte spor af den kinesiske skrift kom for dagen, da en biflod til Yangtsekiang i 1898-1899 gik over sine bredder og afdækkede brudstykker af såkaldte orakelben med inskriptioner. Orakelbenene er skulderblade fra hjort og okse eller skildpaddeskjolde og blev brugt som spådomskunst under Shang dynastiet (1300-1046 f.v.t.) af præsterne, når de skulle finde svar på kongens spørgsmål. De skrev spørgsmålene på f.eks. et skildpaddeskjold, som de derefter holdt over ilden, så det revnede på kryds og tværs, og ud fra mønstret af revner mente de at kunne læse svarene.

Det er disse skriftegn som danner grundlaget for vore dages kinesiske skrift. men kineserne skriver i dag næsten uforandret som for 3500 år siden. Skriften blev dengang kalligraferet med pensel og tusch, mens nutidens kineser bruger både fylde-, kuglepen, skrivemaskine og computere, tegnene er blevet forenklet en smule. Men ellers er skriften forblevet sig selv tro.


Det historiske udgangspunkt for skriften er ens i næsten alle civilisationer. De første skrifttegn hos kineserne var piktogrammet. En kombinationer af forskellige piktogrammer dannede således et ord. Piktogrammerne blev meget hurtigt stiliserede, men de har alligevel sat sig tydelige spor i moderne kinesisk og gjort skriftsproget til en poetisk skønskrift.
Det træder tydeligst frem i sammensatte tegn. Hvis man til tegnet øre føjer tegnet for drage, får man ordet døv.
F.eks. kan en enkelt lyd betyde flere ting, alt efter hvordan skriftbilledet ser ud. Således kan lyden shi betyde både vide, være, magt, verden, ed, efterlade, lægge, forretning, elske, se, våge over, regne på, gå, forsøge, forklare, hus osv. Skriften er med andre ord en langt vigtigere bestanddel af det kinesiske sprog end talesproget, der i øvrigt ikke er ens i syd og nord.

Den kinesiske kalligrafi gør skriften til andet og mere end et meddelelsesmiddel. Hvert tegn skal indskrives i en perfekt firkant og anbringes nøjagtigt i forhold til de øvrige tegn. Denne ..nøgle« består af en del, som giver en mening (eller det væsentligste af en mening), og af en såkaldt fonetisk del, som fortæller noget om udtalen. Almindelig kinesisk læses fra venstre mod højre, medens digte og videnskabelige tek­ster læses fra oven og nedefter og derefter fra højre og mod venstre. På den måde får man et skriftbillede af stor skønhed, som ofte indgår i landets malerier.


Der har i Kina aldrig udviklet sig nogen form for alfabet. Alle skrifttegn betegner stavelser rned hver sin mening.
Skriftsproget var således endnu mere enestående end talesproget. De genstande, der er fundet ved udgravningerne i Honan, og som indtil videre betragtes som stammende fra Shang-dynastiet, bærer skrifttegn, der i det store og hele svarer til dem, der den dag i dag anvendes i Kina.
Således er kinesisk (med undtagelse af nogle enkelte koptere, der stadig taler oldegyptisk) både det ældste og det mest udbredte sprog i verden.

Fra et sted i Laotse's skrifter kan vi slutte, at kineserne i begyndelsen anvendte snore med knuder på til at bringe meddelelser fra den ene til den anden, og det er sandsynligvis præsternes behov for at kunne gengive magiske formularer, der har ført til udviklingen af et billedsprog.
De skrifttegn, der anvendes i dag, er meget indviklede symboler, hvori det primitive billedelement er blevet udbygget med en række tilføjelser for at definere terminologien mere specifikt, som oftest ved at give vejledning om lyden.

Nogle af tegnene er stadigvæk forholdsvis enkle: en bue oven over en ret linie ( d. v .s. solen over horisonten ) betyder »morgen«; solen og månen i samme tegn betyder »lys«; en mund og en fugl sammen: »sang«; en kvinde under et tag: »fred«; en kvinde, en mund og tegnet for »kroget«, danner tegnet for »farlig«; en mand og en kvinde sammen betyder »snakkesalig«; »skænderi« er en kvinde med to munde; »hustru« gengives ved tegnene for kvinde, fejekost og storm.
På en vis måde kan man godt sige, at det er et primitivt sprog, der gennem en enestående konservatisme har kunnet overleve til »moderne« tider. Dets vanskeligheder er mere iøjnefaldende end dets fordele. Det fortælles, at det tager en kineser mellem ti og halvtreds år at blive fortrolig med alle de 40.000 tegn i sproget. I det daglige kan gennemsnitskineseren klare sig med tre eller fire tusind tegn, og han lærer dem forholdsvis hurtigt.

Den samme skrift forener alle det kinesiske riges indbyggere, selvom deres dialekter ofte adskiller dem i grupper, der er helt ude af stand til at forstå hinandens tale.

Den kinesiske litteratur, der er skrevet med disse skrifttegn gennem to årtusinder, kan læses af enhver dannet kineser, selvom vi ikke kan vide hvordan de gamle forfattere udtalte ordene. Bevarelsen af den samme skrift på trods af sprogets udvikling og ændring, bidrog til at bevare den kinesiske tænkning og kultur og var samtidig et stærkt våben i konservatismens hænder, de gamle ideer holdt skansen og var bestemmende for ungdommens livsførelse.

Den kinesiske kulturs karakter kommer til et næsten symbolsk udtryk gennem denne enestående skrift: dens enhed midt i alle forskelligheder og udviklingsprocesser, dens rodfæstede konservatisme og dens uovertrufne kontinuitet.

Dette skriftsystem betød i enhver henseende en kolossal åndelig præstation. Vi tør ikke være alt for sikre på, at den metode, som vi anvender, når vi nedskriver vore tanker, er så højt hævet over den tilsyneladende primitive kinesiske form. Leibniz (1. juli 1646 – 1716),  tysk filosof, matematiker og politisk rådgiver drømte om et system af skrifttegn, der var helt uafhængigt af det talte sprog, frigjort fra nationale forskelligheder og adskillelser i tid og sted, og som derfor skulle kunne udtrykke de forskellige folks forskellige tanker og ideer i en ensartet form, der kunne forstås af alle.