KINA-PORTAL.DK

Indgangsportal til kinesisk samfund, kultur, historie og meget mere

 Forside | Samfund  | Historie | Kultur | Kunst | Filosofi | Religion | Astrologi | Geografi  | Natur | Attraktioner  | Danmark - Kina

Statsform:                    Artikel 1201

Det politiske system i Kina bliver også kaldt det dobbelte ledelsessystem.  Dette skyldes, at magten er fordelt mellem to systemer: KKP og Statsapparatet. Begge disse systemer har formelle organisationer på alle niveauer i samfundet.

Kinas Kommunistiske Parti (KKP) kom til magten i 1949, hvor Folkerepublikken Kina blev grundlagt.
Det politiske system man etablerede, var også skåret efter den sovjetiske model, hvor partiet (KKP) kontrollerede statsapparatet og med en politisk centralisme, som placerede magten hos den øverste partiledelse. Et politisk system som ikke var fremmed for kineserne efter årtusinders kejserstyre.

Det politiske system i Kina er opbygget på kommunistiske principper.
Det er således kommunistpartiet der styrer sammensætningen af Folkekongressen og dem der bestemmer, hvem der kan stemmes ind i Folkekongressen.

Derudover kommer stort set alle nye initiativer til lovgivningen fra kommunistpartiets ledelse.
Reelt set, kan det være meget svært at adskille den udøvende, den dømmende og den lovgivende magt fra hinanden.

På daværende tidspunkt tog regeringen afstand til konfucianismen, men på trods af dette, spiller konfucianismen i dag stadig en central rolle både i dagliglivet og i det politiske system.
Konfucianisme blev en del af en traditionel kulturel nationalisme og et instrument til at modvirke vestlig politisk indflydelse.
For det kinesiske kommunistparti tjente genoplivningen af ​​konfucianismen i 1990'erne et dobbelt formål. Konfucianisme indebærer orden, lydighed mod ens overordnede, hengivenhed over for staten og beskyttelsen af ​​familien.

Kulturel identitet betyder at vende sig til rødderne af Kinas kultur og afvise Vesten og sociale oprør. 
Det kinesiske kommunistpartis selvbillede står her på spil.

Den kinesiske stat
Kina er en folkerepublik bestående af 23 provinser (Kina medregner Taiwan som en endnu ikke ”befriet” provins) 5 autonome regioner, 4 bydistrikter og 2 speciel administrative zoner

Folkerepublikken Kina blev oprettet 1. oktober 1949, efter at kommunisterne stort set havde vundet den kinesiske borgerkrig. Nationalisterne, Kuomintang, som havde regeret Republikken Kina mellem 1911 og 1949, flyttede på det tidspunkt til Taiwan.
I 1971 blev Folkerepublikken Kina af FN anerkendt som Kinas legitime regering. Indtil da havde republikken på Taiwan haft Kinas plads i FN og sikkerhedsrådet.

Kinas styre
Kina er en etparti stat.
Kina styres af kommunistpartiet (et politisk parti, som bygger på kommunismen).
Kommunistpartiet er alene om magten.
Kommunistpartiet holder kongres (samling) hvert femte år. Senest den 18. partikongres i 2012. På partikongressen gøres der også status for landets situation og politikken for de næste fem år fastlægges.
Cirka 2200 personer repræsenterer de 73 millioner medlemmer af kommunistpartiet. De 2200 personer kaldes ”delegerede”. På kongressen besluttes, hvem der skal sidde i kommunistpartiets øverste top.
Partikongressen vælger medlemmer til:
Centralkomiteen (204 medlemmer i 2008),
Politbureauet (25 medlemmer i 2008) og ”
Politbureauets Stående Komite” ( 9 medlemmer)
De 9 medlemmer udgør kommunistpartiets top , herunder præsidenten, vicepræsidenten og premierministeren.

Klik på billede for større
Kinas politiske system

Den Nationale Partikongres
Medlemmer af det Kommunistiske Parti I Kina mødes hvert femte år i den såkaldte Nationale Kommunistiske Partikongres. Siden den første fandt sted I 1921 og op til i dag, er Kommunistpartiets Kongres stadig Kinas vigtigste samling af landets ledere.
Ca, 2.200 delegerede, der repræsenterer mere end 73 mio. Medlemmer af Kommunistpartiet, er i Beijing for at deltage i kongressen. Et af hovedformålene ved at afholde Partikongressen er at vælge medlemmerne af Centralkomiteen, partiets Generalsekretær, Politbureauet Stående Udvalg og partiets Centrale Militærkomite.
Læs mere om Den Nationale Partikongres her

Den Nationale Folkekongres
Den lovgivende forsamling i Kina er Den Nationale Folkekongres (ikke at forveksle med Kommunistpartiets kongres), mødes årligt.
Folkekongressen følger de direktiver, der udarbejdes af Politbureauet.
Der er 2985 medlemmer (kaldes deputerede) af Folkekongressen. De vælges for fem år ad gangen og kommer fra alle egne af Kina. De opstilles efter en række forskellige regler.
Alle over 18 år kan stemme.
Folkekongressen samles én gang om året i to uger for at ratificere (godkende) lovforslag. Folkekongressen vælger en mindre gruppe af mennesker til at varetage de løbende opgaver. Denne gruppe kaldes for den Stående Komité (ikke at forveksle med Politbureauets Stående Komite).
I øjeblikket (2008) er der udpeget 175 personer til komiteen, der normalt mødes hver anden måned. Læs mere om Folkekongressen her

TAIWAN (KINA)
Iflg. det danske udenrigsministerium, fører Danmark ligesom langt hovedparten af verdens lande, herunder EU-landene og USA, en ét-Kinapolitik.
Det vil sige, at Danmark anerkender Kina og ikke Taiwan, og Danmark har derfor ikke diplomatiske forbindelser med Taiwan.
Samtidig er det dansk politik, at udbygge de økonomiske og kulturelle forbindelser til Taiwan.

Artikel forsætter efter annonce:

Indenrigspolitisk situation (citat fra udrenrigsministeriet)
Kina har i de sidste årtier gradvist udviklet sig fra en totalitær kommunistisk stat med et centralstyret økonomisk system i retning af en mere liberal markedsøkonomi med især en væsentligt øget økonomisk, men også tiltagende social frihed for den enkelte borger.
Samlingen i den Nationale Folkekongres (NPC) i marts 2003 markerede overgangen til fjerde generation af kinesiske topledere under Folkerepublikken. Hu Jintao overtog Jiang Zemins topposter i kommunistpartiet og militæret samt præsidentposten, mens Wen Jiabao overtog premierministerposten efter Zhu Rongji. Overgangen til den nye ledelse har ikke medført ændringer i den overordnede reform- og udenrigspolitik.

Politisk er det kinesiske kommunistpartis (KKP) magtmonopol opretholdt, og egentlig opposition accepteres ikke. Siden 1990’erne har der været eksperimenteret med såkaldte landsbyvalg på Kinas laveste administrative niveau, hvilket dog ikke reelt bryder med KKP’s kontrol på landsbyniveau. Der eksperimenteres ligeledes med elementer af demokratisering internt i partiet med henblik på større gennemsigtighed og ansvarlighed i Kinas politiske ledelse og offentlige administration. Der er imidlertid tale om et nøje kontrolleret, bevidst forsøg på at styrke partiet.

Den kinesiske forvaltning har vist tegn på øget åbenhed og transparens, og tendensen inden for lovgivning og retsvæsen går i retning af en større respekt for retsstatsprincippet. I takt med den hastige økonomiske udvikling og stigende ulighed er korruption et stort og stigende problem, hvis bekæmpelse den kinesiske ledelse har gjort til en politisk prioritet. Udviklingen i relation til særligt individets rettigheder viser visse tegn på fremskridt, men der er fortsat betydelige problemer på menneskerettighedsområdet, ikke mindst hvad angår den udbredte anvendelse af dødsstraf, tortur og tilbageholdelse uden domsfældelse. Ytrings- og pressefriheden er fortsat stærkt begrænset og censur udbredt.

Der føres streng kontrol med internettet og hårde sanktioner pålægges personer, der anvender det til politisk opposition. Specielt i Tibet og Xinjiang slås hårdt ned over for etniske grupper, der udtrykker ønske om selvstændighed fra Kina.

EU fører en løbende menneskerettighedsdialog med Kina. Danmark har endvidere etableret et samarbejde med Kina om fremme af menneskerettighederne. Åbenhed over for sådanne samarbejdsprojekter med udlandet er stigende. Der ydes dansk støtte til projekter vedrørende retsreformer, lokalvalg og uddannelse i Tibet

Andre artikler om:
Kina statsform Kinas administrative inddeling Kinas politiske system Kinas partikongres Kinas folkekongres Kinas forfatning Kinas nationalsymboler

 

Annonce
Annonce
Andre relevante emner og annoncer: